Certego-252 (1)

Ordbog

 

A-mål
er et mål fra låsekassens midte til udvendig side. Anvendes til beregning af tilbehør.

ABDL-anlæg (automatisk branddørlukningsanlæg)
har til formål at tillade branddøre i brandcelleadskillelser, brandsektionsadskillelser og røgstoppende døre holdes åbne

Adgangskontrolanlæg (ADK-anlæg)
har til opgave at overvåge og kontrollere trafikken igennem en adgangsvej.

B-mål
er et mål fra låsekassens midte til indvendig side. Anvendes til beregning af tilbehør.

BD-dør (BD-branddør)
er en selvlukkende branddrøj dør, der opfylder kravene til integritet, tæthed og isolation (temperaturstigning højst 140°C/180°C) i klassifikationstiden. Kan være udført af brandbare materialer.

BD-dør 30-M (BD-brandør)
er en en-fløjet BD-dør 30, der ikke er forsynet med lukkeanordning og derfor ikke er selvlukkende.

BS-dør (BS-brandsikker)
er en selvlukkende brandsikker dør, der opfylder kravene til integritet, tæthed og isolation (temperaturstigning højst 140°C/180°C) i klassifikationstiden. Skal være udført af ubrændbare materialer. Dog kan tætningslister af brændbare materialer anvendes i false og anslag.

Borebeskyttelseskappe
er en ekstra beskyttelse i hærdet stål, der kan monteres udenpå låsekassen for at beskytte mod angreb og opboring af låsekassen.

Centrallåsesystem
består af et antal forskelligt lukkende låse samt en eller flere fælleslåse (gadedøre, kælderdøre og lign.) hvor samtlige eller grupper af nøgler kan åbne.

Centerafstand
mål som anvendes til at beskrive låsens størrelse, måles fra center af dørgrebshul til center af cylinderfallerør.

Cylinder
den del af låseenheden hvor nøglen føres ind. Indeholder koden for om nøglen passer.

Cylinderring
en “krave” af modstandsdygtigt materiale, der er monteret omkring låsecylinderen for at vanskeliggøre et voldeligt angreb på cylinderen.

Dobbeltaflåsning 
2 låseenheder på samme dør anbragt med en indbyrdes afstand på min. 400 mm.

Dornmål
mål som anvendes til at beskrive låsens størrelse, måles fra ydersiden af stolpen til center af cylinderfallerør.

Dørbeslag / beslag 
omfatter dørgreb og tilbehør.

Dørgreb / dørhåndtag
Trækker falle og/eller rigel ind i låsekassen.

Dørgrebskobling
binder det udvendige og indvendige dørgreb sammen og fungerer som brudsikring, så det er koblingen, der går i stykker ved indbrudsforsøg og ikke låsen.

Ekstralåse
ekstralåse er karakteriseret ved at være placeret over hovedlåsen og uden dørgreb. De kan være udenpåliggende eller indstukket afhængig af dørens kvalitet og konstruktion.

El-slutblik
slutblik med bevægelig flap, der er elektrisk styret. Giver mulighed for at åbne en dør, uden at fallen trækkes ind i låsekassen.

Enslukkende låse
enslukkende låse består af et antal ens-kodede låsecylindre, der alle kan åbnes med samme nøgle.

Envejsskrue
en skrue med specielt udformet kærv, der vanskeliggør at skruen kan skrues ud.

F-dør (F-flammestoppende)
er en selvlukkende, flammestoppende dør, der opfylder integritet/tætheds kravene i klassifikationstiden. Kan være udført af brændbare materialer.

Falle
den skrå spærredel i en lås. Fallen går i indgreb med slutblikket og holder døren lukket. Låsen kan være forsynet med en hjælpefalle, der spærrer fallen i fremskudt stilling.

Gammel rund cylinder
Låsekassen monteres med gammel rund cylinder, f.eks. RH1650

Generalhovednøglesystem
Generalhovednøglesystemet er opbygget med en GH-nøgle, der åbner alle låse og et antal
gruppe- eller distriktshovednøgler med tilhørende enkeltnøgler.

Gitterportcylinder
Låsekassen monteres med gitterportcylinder, f.eks. RH2608

Heavy duty
Låsekasser med kraftig dørgrebsfjeder, rustfri stolpe, krom overflade på falle og rigel.

Hjemmesikker lås
låseenhed, der kan åbens indefra uden brug af nøgle (med vridergreb).

Hovednøglesystem
Hovednøglesystemet består af et antal låse, der kan åbnes med hver sin nøgle. Samtidig findes en hovednøgle, der kan åbne samtlige låse. Flere låsecylindre kan godt være enslukkende over samme enkeltnøgle.

Kasselås
en ekstralås, der er udenpåliggende, hvilket betyder, at den sidder uden på døren frem for at være indstukket. Er særligt velegnet til døre, som er tyndere end 40 mm.

Kombineret låsesystem
Princippet i et kombineret system er, at hver person kun har en nøgle, der passer til de lokaler, hvortil den pågældende har adgang. Et kombineret system opbygges derfor specielt efter forhold og ønsker i den aktuelle bolig eller virksomhed.

Låseenhed
en komplet låseenhed består af låsekasse, cylinder, cylinderring og slutblik. Låsekassen monteres som regel skjult i døren - det er kun stolpe, falle og rigel, der er synlige. Låsekassen er den centrale del af låseenheden, som de øvrige dele tilpasses efter. En Skafor godkendt låseenhed kræver, at alle dele er godkendte. Det vil sige låsekasse, cylinder, cylindertilbehør og slutblik.

Mekanisk adgangskontrol
låseenhed bestående af smæklås, dørlukker og cylinder så kun personer med nøgle kan passere.

Modullås
låsekasser med forskellige funktioner, der kan monteres i samme udstemning i dørbladet. Konstruktionen af låsekassen er symmetrisk.

Nokker
ståltappe der er placeret i dørpladens bagkant. Nokkerne griber ind i en udfræsning i karmen og forhindrer, at dørpladen kan udtages, f.eks. hvis hængslerne saves over.

Nøgleafbryder
en nøglebetjent afbryder i svagstrømsinstallationer er en cylinder, hvor der er påmonteres en afbryder eller afbryder boks til f.eks. forbikobling af tyverialarm, sikring af maskiner m.m.

Nøglerør
opbevaringsenhed for nøgler, der normalt anbringes ved indgangen til det overvågede område.

Nøgleskilt
et beslag, der placeres omkring nøglehullet.

Oval cylinder
En cylindertype med oval form, f.eks. RH2602

Patenteret profil patenteret nøgle, 
er lovbeskyttet mod piratkopier i hele patentets løbetid.

Piratkopi
uregistrerede nøgler til et låsesystem. Nedbryder nøglestyringen (nøglekontrollen) i låsesystemet.

Profilcylinder
er en cylindertype med 'dråbe-formet" udseende f.eks. 1620

Rigel
spærredelen i en lås. Kan bringes i fremskudt, spærret og tilbagetrukket position ved brug af nøgle eller vrider.

Roset
beslag, der placeres omkring dørgrebet.

Røgtæt dør
er en sidehængt dør, der har fuger mellem dørplade og karm som foreskrevet i DS 1070, og hvor dørpladen kan betegnes som tæt overfor kold røg.

Sikret område
er et område, hvis afgrænsninger er mekanisk tyverisikrede.

Sikkerhedscylinder
en cylinder, der opfylder forsikringsselskabernes krav i højeste kategori mod angreb,monteres med 4 hærdet gennemgående stål skruer.

Sikkerhedslangskilt
mekanisk afdækning af dørpladen ud for låsekassen. Ekstra kraftig konstruktion og montage gør det vanskeligt at opbryde, udbore eller udvride låseenheden.

Sikkerhedsslutblik
er et slutblik der, grundet dets ekstra kraftige konstruktion og montage, vanskeliggør opbrydning af området omkring låsen.

Skallen
samtlige de bygningsdele der, ud fra et indbrudsmæssigt synspunkt, danner begrænsning for et rumligt afgrænset område.

Skalsikring
mekanisk indbrudssikring af bygningsdele i skallen.

Slagfast sikkerhedscylinder
rund slagfast sikkerhedscylinder f.eks. RH2612

Slutblik
den del af låsen, der er placeret i dørens karm, og som låsen låser i.

System / låsesystem
Se under Hovednøgle-, Centrallåse- eller Generalhovednøglesystem.

Smæklås
en låseenhed, der kan låses uden brug af nøgle.

Spærret profil
originale nøgler, der kun findes tilgængelige hos Ruko.

Stolpe
yderste firkantede del af låsekassen, der er indstukket i døren

Ståltappe
griber ind i en række huller i dørens bagkant som forstærkning, hvis dørens hængsler skulle blive skruet af.

Svingrigel
er spærredelen i en lås. En svingrigel er rund med en lille krog som ekstra sikring, der griber fat i slutblikket. Er særligt egnet til skydedøre

To-delte fallerør
findes i en låsekasse, der har forskellige dørgrebsfunktioner på indvendig og udvendig side, f.eks. indvendig dørgreb trækker både falle og rigel ind i låsekassen samtidig og udvendig dørgreb trækker kun fallen ind.

Tromle
den inderste del af cylinderen hvor nøglen stikkes ind.

Tvangslukkende lås en låseenhed hvor nøglen kun kan udtages i låst position.

Tvangsstyret rigel
findes i en låsekasse med rigel eller svingrigel, hvor nøglen skal drejes 360 grader, som garanti for at riglen er i låst eller ulåst stilling, når nøglen tages ud.

Udesikker lås
en låseenhed, der ikke kan åbnes fra ud- og indvendig side uden brug af nøgle.

Vendbar lås
Afhængig af om en dør er hængslet i højre eller venstre side, er låsekassen (kun med falle) venstre- eller højrevendt. Ruko’s låsekasser og flere andre låsekasser er forsynet med vendbar falle. Det indebærer, at låsen nemt og hurtigt kan vendes på stedet til højre- eller venstregående døre.

Vridergreb
et vridergreb sidder over dørgrebet og styrer selve låsefunktionen.

Åben profil
alle nøgler i åben profil kan frit kopieres.

Priser

Alle vores tilbud er baseret på de på tilbudsdagen gældende priser på materialer og arbejdsløn, og der tages forbehold for regulering af tilbuddet.

Du er også velkommen til at kontakte vores administration i København.

Leveringstider

Vi påtager os intet ansvar eller erstatning ved forsinket levering som følge af forcemajeure, andre uforudsigelige leveringshindringer eller vanskeligheder fra fabrik eller lign.

Returnering

Varer modtages kun retur efter forudgående aftale, franko afsendt, vedlagt følgeseddel med påført fakturanummer og fakturadato. Til dækning af ekspeditionsomkostninger beregnes 20%. Varer, der er specialfremstillet efter opgave, tages ikke retur.

Produktansvar

Sælger er ikke ansvarlig for skade, forvoldt af den leverede vare:

  • På fast ejendom eller løsøre eller for følgerne af sådan en skade der indtræder, mens varen er i købers besiddelse.
  • På produkter, der er fremstillet af køber eller på produkter, hvori disse indgår. De nævnte begrænsninger i sælgers ansvar gælder ikke, hvis han har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed.

 

Betalingsbetingelser

Betalingsbetingelserne fremgår af fakturaens forfaldsdato. Ved for sen betaling påregnes rente og rykkergebyr.

Betaler køber ikke til aftalt tid, har sælger desuden ret til – efter skriftlig meddelelse til køber – at suspendere opfyldelsen af sine kontraktforpligtelser indtil betaling sker.

Såfremt køber ikke efter 3 måneder har betalt det forfaldne beløb, er sælger berettiget til – efter skriftlig meddelelse til køber – at hæve aftalen og, foruden rente og rykkergebyr, at kræve erstatning af køber for det tab, sælger har lidt.

Erstatningen kan ikke overstige den aftalte købesum.

Medmindre andet er aftalt, betales den aftalte købesum med tillæg af eventuel moms, når arbejdet er afsluttet. Dog forbeholder vi os ret til at fremsende faktura på a conto beløb eller kræve hel eller delvis forudbetaling.

Reklamation

Eventuelle reklamationer vedrørende mangler ved leverede varer skal ske inden 14 dage fra fakturadato. Ved påviste mangler inden for dette tidsrum foretages – efter vores valg – enten ombytning eller udbedring af den mangelfulde vare uden beregning.

Såfremt varen – efter ibrugtagning – viser sig at være mangelfuld på grund af materiale- eller fabrikationsfejl, som det ikke har været muligt at konstatere ved køberens modtagekontrol, påtager vi os ombytning eller udbedring af varen uden beregning. Dette forudsætter dog, at køber skriftligt har reklameret inden 8 dage regnet fra det tidspunkt, hvor manglen er konstateret, og at varen er returneret til os. Dog kan reklamation ikke ske senere end 1 år regnet fra leveringsdatoen. Anvendes varen mere intensivt end aftalt, forkortes denne periode forholdsmæssigt.

Sælgers ansvar omfatter ikke mangler forårsaget af materiale, som er tilvejebragt af køberen eller af konstruktioner, der er foreskrevet eller specificeret af denne.

Sælgers ansvar omfatter ikke skader som følge af ukorrekt anvendelse af varen, ligesom ansvaret ikke omfatter normal slitage og forringelser.

Ejendomsforhold

Varen forbliver sælgers ejendom, indtil købesummen er fuldt betalt.

Hvis du har spørgsmål til fakturaer skal du i første omgang kontakte dit lokale CERTEGO kontor. Du er også velkommen til at kontakte vores hovedkontor.

CERTEGO:

CVR Nr.: 26377870

Kontakt CERTEGO

CERTEGO er din sparringspartner inden for sikkerhedsløsninger.
Find din lokale afdeling her!

Udfyld vores formular, så kontakter vi dig!